Ny procedure for registrering af blanke EU-dyrepas: Deling af blanke pas muliggøres
Fødevarestyrelsen har ændret proceduren for bestilling og registrering af blanke EU-selskabsdyrspas, som fortsat giver dyrlægepraksisser mulighed for at fordele passene mellem flere dyrlæger i samme klinik. Denne ændring gør det lettere for klinikker at administrere pasbestillinger, samtidig med at Fødevarestyrelsen sikrer nødvendig dokumentation og sporbarhed.
Mulighed for pasfordeling mellem flere dyrlæger
Som følge af de nye regler fra Fødevarestyrelsen, kan klinikker nu vælge, hvordan de vil fordele blanke dyrepas mellem de dyrlæger, der udsteder dem. Når en klinik afgiver sin bestilling, vil Fødevarestyrelsen anmode om oplysninger om, hvilke dyrlæger der skal tildeles hvilke pas, og hvor mange pas hver enkelt dyrlæge skal modtage.
"Vi tilbyder klinikker muligheden for at registrere pas til flere dyrlæger i praksissen, så længe vi får de nødvendige oplysninger," siger Betina Scheef, sagsbehandler hos Fødevarestyrelsen.
Dette betyder, at en klinik kan have flere dyrlæger tilknyttet passene, hvilket kan lette arbejdsbyrden og gøre administrationen mere fleksibel. Men det er altså også en mulighed, at alle blanke pas registreres til én navngiven dyrlæge – også selvom de udfyldes af flere forskellige.
Ændret krav til registrering
Tidligere kunne blanke dyrepas registreres til en klinik som helhed, men i den opdaterede procedure kræves det nu, at alle pas registreres til en navngiven, autoriseret dyrlæge. Fødevarestyrelsen insisterer på, at alle pasnumre eller pasnummerserier skal være knyttet til en konkret dyrlæge i deres system. Dette er nødvendigt for at sikre korrekt sporbarhed og opfylde kravene i Kæledyrsforordningen.
"Strafansvaret følger den dyrlæge, som et pas er registreret til," forklarer Scheef. "Vi skal kunne dokumentere, hvilken autoriseret dyrlæge der har udstedt et givent pas."
Baggrund for ændringen
Ændringen skyldes Fødevarestyrelsens øgede fokus på dokumentation og sporbarhed som en del af forvaltningen af EU's regler for dyrevelfærd. Ifølge artikel 23 i Kæledyrsforordningen skal alle blanke identifikationsdokumenter kun distribueres til bemyndigede dyrlæger, og der skal kunne trækkes et klart spor mellem pasnummeret og den autoriserede dyrlæge.
Hvad betyder det for jeres klinik?
- Ved bestilling af blanke dyrepas skal der altid oplyses navn og autorisationsnummer på dyrlægerne, der skal stå som ansvarlig for passene. (fx klinikkens ansvarlige dyrlæge, eller klinikejeren, hvis vedkommende er autoriseret dyrlæge)
- Alle blanke pas skal registreres individuelt til en eller flere dyrlæger, ikke til klinikken som helhed.
- Hvis jeres klinik har et forældet autorisationsnummer eller en fratrådt medarbejder knyttet til jeres kundenummer hos Fødevarestyrelsen, anbefales det at få dette opdateret.
- Passene kan fordeles mellem flere dyrlæger i klinikken – det er klinikkens ansvar at angive, hvordan de ønsker passene tildelt. Alle blanke pas kan dog tildeles en enkelt dyrlæge, også selvom de skal udstedes af flere dyrlæger i samme praksis.
Vigtigt at huske
Selvom klinikker ofte dokumenterer, hvem der har udstedt et pas i deres interne journalsystem, kræver Fødevarestyrelsen en separat registrering i deres system, hvor både dyrlægens navn og autorisationsnummer skal fremgå.
Har du spørgsmål?
Kontakt Fødevarestyrelsen på:
📧 EU_Dyrepas@fvst.dk
📞 +45 72 27 69 00