Overenskomst 2024 – 2026 for dyrlæger i klinisk praksis: Præcisering af protokollat nr. 14 om Løngaranti
DA beklager formuleringsfejl i den ensidige løngaranti. Fejlen har ingen praktisk betydning, og DAs medlemsvirksomheder skal ikke foretage sig noget.
Ved overenskomstforhandlingerne mellem DA og ADO i foråret 2024 blev der som vanligt aftalt en økonomisk ramme. Den økonomiske ramme er udtryk for den omkostning, som DAs medlemmer forpligtes af i overenskomstperioden. Rammen blev aftalt til 10 + 1 % over en periode på 2 år, hvilket blev aftalt i protokollat nr. 15.
Rammen blev fordelt således:
Ensidig løngaranti fra DA
Det blev også aftalt, at DA skulle garantere, at den aftalte lokale lønudvikling på 3,0% ville blive udmøntet i overenskomstperioden, da ADO ønskede en garanti for dette. Derfor aftalte parterne, at DA, som sikkerhed for dette, stillede en ensidig løngaranti, hvilket blev aftalt i protokollat nr. 14.
Parterne har ved tidligere overenskomstforhandlinger aftalt gensidige løngarantier. En ensidig løngaranti sikrer kun den ene part, i dette tilfælde ADOs medlemmer.
Hvorvidt en løngaranti kommer i spil, afgøres ud fra parternes fælles lønstatistik, som udgives hvert år. Grundlaget er den gennemsnitsløn, der fremkommer i statistikken for en fuldtidsansat dyrlæge. Statistikkens lønninger opgøres altid inklusive pension.
Fejl i protokollat 14
Ved overenskomstforhandlinger er det altid arbejdsgiversiden, der formulerer de aftaler, der indgås og senere underskrives som protokollater. Sådan er det også ved DAs og ADOs forhandlinger.
Ved formulering af den ensidige løngaranti fra DA i protokollat nr. 14 begik DA desværre en skrivefejl. Fejlen bestod i, at garantien blev udtrykt som om, at denne ville blive givet uden at medtage pensionsandelen på 14%.
Teksten i protokollat 14 lød:
Hvis den gennemsnitlige månedsløn (eksklusive pension) for en fuldtidsansat dyrlæge i parternes lønstatistik udarbejdet ud fra lønnen for december måned 2025 ikke overstiger 51.211 kr. tillægges differencen fra lønstatistikkens gennemsnit og op til 51.211,- kr. til minimallønnen i §3 pr. 1. marts 2026. Der er ikke modregningsret i personlige tillæg for stigningen.
Fejlen bestod i, at ordene ”eksklusive pension” skulle have været ”inklusive pension”, for at stemme overens med parternes aftale om sikring af en 3% lønstigning i overenskomstperioden. Ved en beregning eksklusive pension, ville løngarantien udgøre 3% + pensionsprocenten på 14%, dvs. i alt 17% - hvilket naturligvis ikke var parternes hensigt. Beløbet, som lønstatistikkens gennemsnitsløn skal relateres til (51.211 kr.), er således inklusive pension.
DA beklager denne formuleringsfejl og de evt. gener, den måtte have medført. Lønningerne i parternes lønstatistik opgøres altid inklusive pension, hvilket burde have fået ”alarmklokkerne” til at ringe hos parterne ved underskrift af overenskomstaftalen.
DA beklager, at der ikke er blevet handlet hurtigere på denne fejl.
Hvad gør DA?
DA er naturligvis tro imod parternes aftale om at yde en ensidig løngaranti på 3%. Derfor vil DA, som vanligt, tage udgangspunkt i lønstatistikkens gennemsnitsløn inklusive pension i parternes lønstatistik for 2025, når denne foreligger. Det betyder, at beløbet på 51.211 kr., der er udgangspunktet i protokollat nr. 14, er inklusive pension – og det er dette, der skal sammenholdes med lønstatistikkens gennemsnitsløn for 2025.
Hvordan skal man forholde sig som medlemsvirksomhed?
Da vi først ved, om løngarantien på de 3% udløser en regulering af minimallønnen ved lønstatistikkens offentliggørelse i begyndelsen af 2026, kan man som medlemsvirksomhed blot afvente denne og videre information herom fra DA i løbet af februar måned.
DA har naturligvis drøftet problemstillingen med ADO. Hvis man som medlemsvirksomhed oplever at modtage henvendelser fra ADO herom, beder vi om, at sådanne henvendelser henvises til DAs sekretariat.