Gå til sidens indhold
Jobopslag

Dyrlægerne i Ølgod har travlt og søger derfor en kollega med interesse for arbejdet med kvæg

Hos Ølgod Dyrlæger er der arbejde til 6 dyrlæger, men vi er kun 5. Vi står derfor og mangler en ny frisk kollega, der har lyst til og mod på at hjælpe os med at tilse de vestjyske køer.

Som udgangspunkt skal vores nye kollega være kvægdyrlæge (dyrlæge med interesse for kvæg), men har du også lyst til at være lidt på smådyrsklinikken, vil det være muligt. Om du har mange års erfaring fra kvægpraksis eller er nyuddannet betyder ikke noget. Vi tilrettelægger arbejdsdagen, så den passer bedst muligt til den enkelte dyrlæge.

En stor del af vores arbejde er besætnings- og ugebesøg, men vi har fortsat ret meget akut arbejde, dvs. diagnostik og enkeltdyrsbehandlinger.

Stemningen på klinikken er uformel, og tonen er ret fri – vi diskuterer alt fra det kvæg-faglige til, hvilke chips der er de bedste, når man har vagt ☺. Hver torsdag samles vi til fælles frokost med fagligt fokus, og vi mødes hver morgen på klinikken, inden vi kører ud til køerne.

Jobbet kræver, at du har gå-på-mod og kan arbejde selvstændigt. Vi er fælles om at få det til at lykkes, men du kommer til at køre meget rundt på egen hånd. Du vil altid kunne få fat i en chef eller en anden kollega, hvis du har brug for hjælp.

De vestjyske landmænd er yderst snaksaglige, hjælpsomme og flinke, og du vil til tider blive budt på (stærk) kaffe ☺. I Vestjylland er afstandene lidt større, men på de lange lige landeveje kan man hurtigt nå til Esbjerg eller Herning, hvis man trænger til cafeliv og kulturelle oplevelser. Og vestenvinden er slet ikke så slem, som man tror, inden man har oplevet den…

Vil du høre mere om, hvordan det er at arbejde hos Ølgod Dyrlæger, inden du sender din ansøgning, er du velkommen til at kontakte en af de unge dyrlæger (Morten eller Dorte) eller seniorassistenten Randi. Du kan selvfølgelig også ringe til Aksel eller Sally.

Morten tlf. 61434048, Dorte tlf. 21194671, Randi tlf. 21461955.
Aksel Nielsen tlf. 40119029, Sally Thomsen tlf. 21122844.

Ansøgning sendes på mail til info@olgod-dyrlaeger.dk

Stillingen er ledig og besættes, når den rette dyrlæge er fundet.