Gå til sidens indhold

To ministre i langt samråd om naturnationalparker

Sammen med Carsten Fihl, medlem af DDDs ad hoc-gruppe om rewilding, deltog DDDs formand Hanne Knude Palshof, i det åbne samråd om dyrevelfærdsmæssige problemer i forbindelse med Molslaboratoriets indhegning af kreaturer.

 

Formanden for DDD, Hanne Knude Palshof, var naturligvis til stede, da fødevareminister Rasmus Prehn og miljøminister Lea Wermelin skulle svare på samrådsspørgsmål stillet af Venstre vedrørende dyrevelfærdsmæssige problemer i Molslaboratoriets hold af kreaturer.

Samtidig ønskede Miljø-og Fødevareudvalget svar på, om ministrene fortsat mener, at det er dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt at holde dyr på denne måde, og hvad ministrene vil gøre for at sikre dyrevelfærden i de kommende naturnationalparker.

Efter det 1,5 timer lange samråd var DDD-formandens umiddelbare refleksioner:

- Det var et samråd, der bar tydeligt præg af et nært forestående valg, og hvor partiernes ordførere nærmest stod på tæerne af hinanden for at love god dyrevelfærd på dagsordenen. Det kan vi i Dyrlægeforeningen kun glæde os over, og vi ser meget frem til, at det bliver realiseret i praksis.

Hanne Knude Palshof fortsætter:

- Samrådet bar også præg af mange gentagelser, så kun få nye ting kom frem, men det blev slået fast af fødevareminister Rasmus Prehn, at Molslab ikke er en naturnationalpark eller naturprojekt, men en selvejende institution med dyrehold, som er underlagt dyrevelfærdsloven som alle andre, der holder dyr. Dette har statsadvokaten tilsyneladende ikke været enig i ifølge den seneste udtalelse, men denne vildfarelse vil ministeren nu få rettet op på.

Hanne bed også mærke i, at miljøministeren undgik spørgsmålene om Molslaboratoriet, men igen og igen lagde vægt på, at ingen dyr skal sulte eller lide, og at miljøministeren udtalte, at dyrlæger og tilsyn skal sikre, at dyrene tilses som efter dyrevelfærdslovens bestemmelser.

- Her skal miljøministeren huske, at det altid er dyreejeren, der har ansvaret for et tilstrækkeligt tilsyn med dyrene og som skal tilkalde en dyrlæge i nødvendige situationer – ligesom det gælder for alle andre besætninger, siger Hanne Knude Palshof.

Endeligt blev der spurgt ind til, hvorfor Folketinget har ønsket den omstridte mulighed for undtagelse til dyrevelfærdsloven, som blev indført sidste sommer.

- Det spørgsmål står desværre stadig ubesvaret hen efter gårsdagens samråd. I Dyrlægeforeningen har vi fra starten kæmpet imod, at naturnationalparker kan undtages fra visse bestemmelser i Dyrevelfærdsloven, og vi undrer os stadig over nødvendigheden af dette. Vi vil fortsat arbejde for, at undtagelsen ikke tages i brug eller – endnu bedre – helt fjernes, så alle dyr bag hegn holdes og beskyttes under samme lov, siger Hanne Knude Palshof.

Hele samrådet kan genses her: Miljø- og Fødevareudvalget - 14-09-2022 : Åbent samråd om dyrevelfærdsmæssige problemer i forbindelse med Molslaboratoriets indhegning af kreaturer / Folketinget (ft.dk)