Gå til sidens indhold

Dansk dokumentar om import af gadehunde

Mandag den 13. september sendte TV2 en dokumentarudsendelse om import af portugisiske gadehunde til Danmark. Den Danske Dyrlægeforening v/Christine Fossing, Formand for Faggruppe Familiedyr medvirker i udsendelsen, hvor hun udtaler sig veterinærfagligt om emnet.

Gadehunde

Ifølge TV2 har Foreningen New Hope Denmark i de seneste tre år importeret knap 900 gadehunde til Danmark fra udlandet. I udsendelsen medvirker en række tidligere hundeejere, som har købt gadehunde igennem New Hope og som til trods for lovende ord i annoncerne, har modtaget både syge og aggressive hunde fra organisationen. Hunde, som trods en farlig adfærd, formidles til nye ejere.
I udsendelsen understregede Christine Fossing, at hunde naturligvis skal tjekkes ordentligt for både sygdomme og farlig adfærd inden de sendes over landegrænser. Kan organisationerne ikke leve op til dette, bør de slet ikke importere hundene til landet.

Det er også Christine Fossings klare holdning at en organisation som New Hope Denmark bør påtage sig et særligt ansvar for de levende væsener, som de importerer.

- Jeg mener, at organisationer som eksempelvis New Hope bør påtage sig et ansvar i mindst fire uger efter dyrenes ankomst. Det viser sig jo, at de obligatoriske helbredstjek i flere tilfælde er mangelfulde, siger Christine Fossing med henvisning til udsendelsen på TV2.

Ifølge TV2 dokumentaren har mange af de hunde som samles op i udlandet ofte sygdomme, som skal behandles efterfølgende og mange kan også have pådraget sig mere eller mindre invaliderende skader.

Desuden dokumenterer udsendelsen flere eksempler på en endog meget aggressiv adfærd hos de adopterede gadehunde

- Der er naturligvis uacceptabelt at en organisation formidler hunde, der er direkte farlige eller har så svære helbredsmæssige udfordringer, at de må aflives kort efter ankomsten til Danmark. Det er ikke god dyrevelfærd, og det ser vi dyrlæger med stor alvor på. Samtidig er det vigtigt at huske, at der også findes gode historier fra organisationer, hvor tingene er i orden og hvor hundene fint kan indgå i nye relationer, siger Christine Fossing.

Den Danske Dyrlægeforening har ved flere lejligheder udtrykt holdning om, at gadehunde med fordel kan hjælpes i hjemlandet. Flere dyrlæger arbejder frivilligt med at lave sundhedstjek, neutralisation og vaccination af hunde i bl.a. Spanien og Portugal, og dermed får hundene bedre vilkår og kan blive i deres kendte miljø.