VSP-overenskomst 2024-2026: Elevoverenskomst og løngaranti
DA har modtaget flere forespørgsler om, hvornår de enkelte bestemmelser i VSP-overenskomsten og elevoverenskomsten træder i kraft, samt hvad den aftalte ensidige løngaranti indebærer. Vi opsummerer derfor dette herunder.
Ensidig løngaranti – hvad er det, og hvad gør du som arbejdsgiver?
Ved dette års overenskomstforhandlinger med Veterinærsygeplejerskernes Fagforening var parterne enige om en omkostningsramme på 10 % over to år. Udgiften for branchen måtte således være 10 %.
6 % blev givet under forhandlingerne. De sidste 4 % aftalte parterne at lægge ud til lokal forhandling i stedet for at lægge dem til på basislønnen for alle. Dette betyder, at du som arbejdsgiver i højere grad har hånd i hanke med din lokale løndannelse, og kan tildele personlige tillæg af forskellig størrelse til de medarbejdere, som du mener fortjener det, og holde igen for andre.
For dette stillede DA en ensidig løngaranti:
Hvis den gennemsnitlige månedsløn ex. pension for en fuldtidsansat veterinærsygeplejerske (bestående af basisløn, basisløntillæg, funktionstillæg og kvalifikationstillæg) i parternes lønstatistik udarbejdet ud fra lønnen for december måned 2025 ikke overstiger 33.500,- kr., tillægges differencen fra lønstatistikkens gennemsnit og op til 33.500 kr. til basislønnen pr. 1. april 2026.
Du som arbejdsgiver skal altså ikke gøre andet, end hvad du plejer ved den årlige lønsamtale:
Vurdere, hvad dine medarbejdere fortjener i lønstigning. Resultatet af samtalen kan være alt fra 0 kr. og op.
Løngarantien kommer kun i spil, hvis gennemsnitslønnen i december 2025 i parternes årlige lønstatistik ligger under 33.500 kr. Hvis den – imod hvad der forventes – gør det, tillægges differencen fra lønstatistikkens gennemsnit og op til 33.500 kr. til basislønnen pr. 1. april 2026.
Dette vil der naturligvis blive informeret om, hvis det bliver tilfældet.
VSP-overenskomst og tidspunkter for ikrafttræden
Pension
Arbejdsgivers pensionsbidrag øges fra 8,5% til 13 % pr. 1. april 2025.
Medarbejderens egetbidrag til pension ophører pr. 1. april 2025.
Engangsbetaling af løntillæg
Medarbejderen får en engangsbetaling på 4,5 % af pensionsgivende løndele (uden tillæg af pension).
Engangsbetalingen udbetales for løn ydet i perioden 1. august 2024 – 31. marts 2025.
Ulempetillæg på personalemøder
Der gives ulempetillæg ved personalemøder placeret på ulempetidspunkter jf. §6 stk. 3.
Dette træder i kraft pr. 1. august 2024.
Kursusdage
Kurser på min. 5 timer inkl. transport tæller som en kursusdag.
Forplejning i form af standardmåltider og -drikkevarer på kursusdage betales af arbejdsgiver.
Optjente kursusdage fortabes ved fratrædelse.
Ændringerne træder i kraft fra den 1. april 2025.
Elev-overenskomst og tidspunkter for ikrafttræden
Løn
- august 2024: 1. år – 13.100 kr., 2. år – 14.600 kr., 3. år – 16.800 kr. pr. måned.
- august 2025: 1. år – 13.400 kr., 2. år – 14.900 kr., 3. år – 17.200 kr. pr. måned.
Voksenelever:
- august 2024 – 21.000 kr. pr. måned.
- august 2025 – 21.300 kr. pr. måned.
Lønsatserne gælder med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at elever, der har været ansat i perioden fra 1. august 2024, skal have efterreguleret deres løn.
Pension
Fra 1. august 2025 stiger arbejdsgiverbidraget med 2 %-point til 5 %.
Ulempetillæg
Ulempetillæg ændres fra værende kronebeløb til procent således:
Hverdage kl. 17.30 – 22.00 og lørdage kl. 06.30 – 20.00: 30 % af lønnen pr. time.
Hverdage kl. 22.00 – 06.30, samt søn- og helligdage: 100 % af lønnen pr. time.
Ændringerne træder i kraft pr. 1. august 2024.
Feriefridage
Elever optjener 2½ feriefridag pr. år med 2½/12 pr. måned.
Feriefridagene optjenes med tilbagevirkende kraft fra 1. august 2024.