Gå til sidens indhold

Ph.d. og karriere

Som dyrlæge med en ph.d.-grad står du stærkt, når du skal videre ud i arbejdslivet.

Når du er færdig med din ph.d.-grad, vil du i nogle tilfælde kunne få ansættelse på samme arbejdsplads, men ofte må du i gang med at udforske nye karriereveje. Det er med andre ord tid til at gøre status og overveje dine karrieremuligheder.

Hvilke resultater har du opnået i dit ph.d.-projekt? Hvilke kernekompetencer har du lige nu? Hvordan ser det ud med dit netværk? Og hvordan kan de hjælpe dig med både job og udvikling?

Der er mange spørgsmål, der kræver et svar, inden du begiver dig ud på arbejdsmarkedet. DDD samarbejder med Karrierenavigation.dk, som kan guide dig igennem og give dig svar på mange af dine spørgsmål. DDDs sekretariat er også klar med råd og inspiration til din ph.d.-karriere.

Specialist eller generalist?

Med en ph.d.-grad i baggagen er det vigtigt at stille sig spørgsmålet: "Er jeg specialist eller generalist?". I andres øjne er du specialisten, der har taget en forskeruddannelse, som giver adgang til forskerstillinger i det offentlige så vel som på det private arbejdsmarked.

Når du søger som specialist, kan du ikke forvente at finde jobopslag, der matcher dine specielle kompetencer. Det er derfor en god ide at søge uopfordret. Det kræver indgående research af virksomheden. Ansøgningen skal være målrettet og fortælle, hvad du kan tilbyde og slut af med at skrive, at du kontakter virksomheden.  Send ansøgningen til den chef i virksomheden, som du forventer, vil være ansvarlig for en eventuel ansættelse.

Gode jobmuligheder i life science

Som dyrlæge med en ph.d.-grad har du gode jobmuligheder inden for life science-branchen. Life science rummer hele forsknings- og udviklingsområdet inden for bioteknologi, lægemidler, fødevarer og medico. Det er et af de mest succesrige og ekspansive områder i Danmark i de seneste 30 år.

Dyrlægens evne til at overskue sammensatte problemstillinger og viden om patologi, dyreforsøg, farmakologi og toksikologi gør dyrlæger til velegnede kandidater inden for dette felt - og ofte er det et krav at have en ph.d.-grad som ballast.

Find inspiration til karrierevalg, jobbetegnelser og kompetencer du som veterinær særligt kan bruge inden for life science-branchen.

Specialisten, der vil være generalist

Som ph.d. kan det være en særlig udfordring at søge job, som ikke relaterer sig til forskning. På arbejdsmarkedet bliver du betragtet som specialisten, der kræver store fagspecifikke udfordringer i dit job. Hvis du har besluttet dig for, at dit næste job skal være som generalist, fx som formidler, kræver det noget særligt at overbevise en kommende arbejdsgiver om, at du ikke vil kede dig i jobbet. Det stiller også andre krav til dit CV og sin ansøgning, hvor vægten i højere grad skal være på dine gennerelle kompetencer som akademiker end på din fagspecifikke viden. Tag kontakt til DDDs karrierevejleder, hvis du ønsker råd og vejledning.

Uanset hvilken vej du vælger efter din ph.d., kan DDD hjælpe dig med råd og sparring i forhold til dine ansøgninger, CV og muligheder på arbejdsmarkedet. Sekretariatet har et indgående kendskab til de kvaliteter, man kommer ud med som veterinær ph.d. og derved også karrieremulighederne.

Kontakt

Hanne Jensen
Afdelingschef Kommunikation & Kompetence samt Markedsføring, IT og Digitalisering

hanne.jpg