Gå til sidens indhold

Obligatorisk mærkning af katte

Alt for mange katte lever et kummerligt liv.

svigtkatteny.jpg

Den Danske Dyrlægeforening har igennem flere år argumenteret for at sikre kattens status i det danske samfund med indførsel af obligatorisk mærkning. For i modsætning til fx hunde, heste og alle produktionsdyr er der ingen særlig dansk lov, der beskytter danskernes foretrukne kæledyr – katten.

Dyrlægeforeningen mener, at registreringen af katte er en forudsætning for, at katteejerne kan holde styr på deres dyr, så det sikres, at kattene har et hjem, bliver fodret og er i sundhedsmæssig forsvarlig stand.

Registreringen vil også være med til at afsløre, hvis der ikke er en ejer, og katten således er hjemløs med risiko for sult og sygdomme. Disse katte kan der så tages hånd om på anden vis.

I samarbejde med en række dyreværnsorganisationer sætter Den Danske Dyrlægeforening i uge 39 fokus på problemet med manglende neutralisering og mærkning af ejerkatte i Danmark.

Læs mere om velfærden hos privatejede katte i Danmark i en artikel fra Dansk Veterinærtidsskrift (3/2017) Domisticeringens byrde