Gå til sidens indhold

Livlig debat om antibiotikaforbrug i svineproduktion

Faggruppe Svins webinar den 22. juni om antibiotikaforbrug i svineproduktionen var et rigtigt ’forsamlingshus’, hvor debatten var stor. Ca. 30 dyrlæger deltog fra alle hjørner af svineproduktionen – universiteterne, fødevarestyrelsen, praktiserende dyrlæger og dyrlæger ansat i svinebranchen og lægemiddelindustrien.

Grise Ved Pat

Mette Kirkeskov Sie, FVST, og John Haugegaard, Faggruppe Svin, havde oplæg, der førte til en god og konstruktiv debat. Antibiotikaforbruget SKAL ned, siger politikerne. Forbruget hænger dog nøje sammen med sundhed, pasning, holdning til forbrug og staldforhold hos de kunder, vi betjener.

Dilemmaer er der nok af: Kan dyrlæger forlange omkostningstunge forandringer i produktionen? Skal vi behandle trods åbenlyse bagvedliggende årsager, som burde rettes op? Har vi fundet bundniveauet for, hvad der er muligt at nå ned på i forbrug? Vil det overhovedet reducere resistensudviklingen, hvis vi alene tænker i mængde og ikke i smart brug af antibiotika?

Forskellige virkemidler og ideer til at reducere forbruget blev diskuteret, ligesom det blev diskuteret, om vi overhovedet skal eller kan reducere yderligere – særligt set i lyset af den nye veterinærmedicinforordning og udfasningen af zink.

Små polls undervejs viste lidt om dyrlægernes holdninger. På spørgsmålet om, hvad der bedst ville føre til reduceret forbrug af antibiotika, var der omtrent lige mange, der mente, at afgift på antibiotika, flere vaccinationer og bedre intern smittebeskyttelse – især i farestalden – ville være de bedste virkemidler. Flest mente dog, at signifikante reduktioner i belægningsgrad ville være bedst. 57 procent mente ikke, at det er muligt at reducere med de 8 procent, som Det Veterinærmedicinske Råd har fastsat som mål fra 2018 til 2022. 87 procent bakkede op om at lave en mere dybtgående medlemsanalyse af området.

Faggruppe Svin har kun lige kradset i overfladen af emnet, og det vil givet fortsætte med at fylde en del i fremtiden. Faggruppen tager udfordringen op og forventer i løbet af efteråret at sætte en medlemsundersøgelse i gang. Emnet vil også være ét af flere temaer om bæredygtighed på Faggruppe Svin og Faggruppe Kvægs fælles temadag ved årsmødet til oktober.