Har du lyst til at skabe den rette balance mellem forskellige interesser på et område, hvor Danmark har en stærk eksportposition, og hvor der er stor politisk bevågenhed og medieopmærksomhed, så se nærmere her!
Opgaver
Beskyttelse af dyr under transport er reguleret af en EU forordning, og det er et område præget af mange forskellige interesser og stærke holdninger. Som AC-medarbejder/fuldmægtig kommer du til at arbejde i krydsfeltet mellem forvaltning og policy. Du får mulighed for at sætte dit præg på den fremtidige udvikling og forvaltning af området.
Der er tale om et alsidigt, selvstændigt og udfordrende arbejde. I teamet med dine kollegaer skal du samarbejde med andre myndigheder – både nationalt og i EU, erhvervet, interesseorganisationer m.fl.
Minister- og direktionsbetjening er en central opgave, som indebærer udarbejdelse af skriftlige beslutningsoplæg. Derudover kan du komme til at besvare spørgsmål fra Folketinget, bidrage til Danmarks EU-lovgivningsarbejde og interessevaretagelse i Bruxelles, bidrage til lov- og bekendtgørelsesarbejde, bidrage til at risikobasere og tilrettelægge kontrollen på området, databehandling samt lave administration, fortolkning og formidling af reglerne på dyretransportområdet
Opgaverne varetages i tæt samarbejde mellem enhedens dyrlæger og jurister og evt. i samspil med diverse interesseorganisationer.
Om dig
Du kan være samfundsfagligt uddannet kandidat f.eks. cand.scient.pol eller cand. oecon.agro eller have en naturvidenskabelig uddannelse som f.eks. dyrlæge. Det er ikke en forudsætning, at du har arbejdet med området tidligere. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation, hvor fagligheden er i højsædet.
Derudover skal du være analytisk stærk og have en skarp pen, da det er vigtigt, at du kan formidle meget komplekse problemstillinger på en let forståelig måde. Du skal både kunne arbejde selvstændigt og fleksibelt og samtidig besidde gode samarbejdsevner. Vi arbejder teamorienteret og forventer, at alle bidrager til den fælles opgaveløsning. Vi ser frem til, at du møder nye opgaver med åbenhed og nysgerrighed samt kan bevare roen, når opgaverne er komplekse, og der kræves hurtige løsninger. Du bidrager med god stemning og engagement til opbygning af et tillidsfuldt teamsamarbejde.
Om os
Dyresundhed er en enhed i Fødevarestyrelsen, som består af ca. 40 medarbejdere med forskellig uddannelsesmæssig baggrund – heraf seks jurister og ca. 25 dyrlæger. Dyresundhed er ansvarlig for dyrevelfærd under transport. Derudover er Dyresundhed ansvarlig for det veterinære beredskab i Danmark med national overvågning, forebyggelse og bekæmpelse af husdyrsygdomme og reglerne for omsætning af levende dyr og animalske biprodukter samt mærkning og identifikation af levende dyr.
Vi tilbyder
Fødevarestyrelsen fokuserer på udvikling og fleksibilitet. Vi lægger vægt på løbende kompetenceudvikling og er en arbejdsplads, der giver mulighed for balance mellem fritid og arbejdsliv.
Fødevarestyrelsen er beliggende i Glostrup tæt på stationen, hvor der er gode transportmuligheder, ligesom der er gode parkeringsforhold ved styrelsen.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling og en fastansættelse som fuldmægtig/AC-medarbejder.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten.
Tiltrædelse er snarest muligt.
Din ansøgning
Vi glæder os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbeviser og andre relevante dokumenter. Ansøgningen skal sendes via vores rekrutteringssystem på mfvm.dk/job senest den 6. september 2020.
Fødevarestyrelsen opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Læs mere om Fødevarestyrelsen på www.fvst.dk.
Er du interesseret?
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til kontorchef Camilla Brasch Andersen tlf. 72 27 65 23
Fødevarestyrelsen hører under Miljø- og Fødevareministeriet. Vi er 1600 medarbejdere, der betjener minister, folketing, fødevareerhvervet og andre interessenter effektivt og kompetent. Vi har fokus på nytænkning i opgavevaretagelsen, involvering af omverdenen, grøn omstilling og er en handlekraftig organisation. Vi tager hånd om samfundsmæssige, faglige og økonomiske udfordringer og skaber rammerne for et udviklings- og vækstorienteret fødevareerhverv, en ansvarlig forvaltning af naturressourcer, sikre fødevarer, sunde kostvaner og forbrugernes valgmuligheder.
Du kan læse mere om os på www.mfvm.dk