Gå til sidens indhold

Beregningsgrundlag for store bededagstillæg

DA modtager mange spørgsmål vedr. afskaffelsen af store bededag som helligdag.

På trods af, at loven er trådt i kraft pr. 1. januar 2024, er der desværre fortsat stor usikkerhed om forståelsen af store bededagsloven. Det gælder bl.a. reglerne om løntillægget til månedslønnede medarbejdere, der får forøget deres arbejdstid som følge af loven.

Som kompensation for den forøgede arbejdstid optjener medarbejderne et tillæg til deres løn på 0,45 pct. Tillægget skal efter loven beregnes på baggrund af medarbejdernes sædvanlige og faste påregnelige løn, dvs. den løn, som en medarbejder, der holder ferie med løn, er berettiget til under ferie. Der er i den forbindelse bl.a. uenighed om, hvorvidt ferietillægget skal indgå i beregningsgrundlaget. Til gengæld er det den overvejende opfattelse, at betaling for overarbejdstimer samt engangsvederlag/resultatløn, enkeltstående bonusbeløb og lignende, ikke indgår i beregningsgrundlaget.

Løntillægget optjenes fra den 1. januar 2024, og kan udbetales efter to modeller:

  1. to gange årligt med lønnen for maj og august måned, eller
  2. løbende med den faste løn hver måned.

Du kan læse mere om afskaffelsen af store bededag her, hvor du også finder DAs forslag til et kontrakttillæg til allerede ansatte om konsekvenserne af afskaffelsen af store bededag.

DA melder løbende ud via nyhedsbrevet, når der forhåbentlig er mere klarhed over de mange uafklarede spørgsmål, som loven har medført.