Gå til sidens indhold

SSI overtager det veterinære vaccineområde

Fra 1. februar overtager Statens Serum Institut (SSI) det veterinære vaccineområde fra DTU/Dianova. Aftalen dækker forsyning med ikke-registrerede vacciner og autovacciner til det veterinære område – og i første omgang for en 2-årig periode.

COLOURBOX5443113

Statens Serum Institut (SSI) overtager udlevering og distribution af ikke-registrerede vacciner og autovacciner til det veterinære område. Dette blev aftalt ved årsskiftet mellem Miljø- og Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet.

Aftalen er tidsbegrænset og gælder indtil videre i to år.

SSI forventer at være klar til at modtage ordrer på ikke-registrerede vacciner og sera fra den 3. februar. Bestilling af autovacciner vil formentlig kunne lade sig gøre fra omkring 1. marts. Dette tidspunkt er dog betinget af, at SSI kan godkendes til at varetage området.

Bestillinger af vacciner og sera vil foregå fra SSIs veterinære hjemmeside www.vetssi.dk.

Siden er under opbygning for vaccineområdet og vil blive tilgængelig umiddelbart før den 1. februar. Siden vil løbende blive opdateret, ligesom der vil være information om produkter, priser samt blanketter til bestilling af vacciner og sera.

Fakta

Ikke-registrerede veterinære vacciner er vacciner, der ikke er registreret eller markedsført i Danmark. Jf. §30 i lægemiddelloven må Statens Serum Institut i særlige tilfælde udlevere vacciner, der ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse. Vaccinerne er typisk registreret i et andet land, men ikke rutinemæssigt til brug i Danmark.

Autovacciner er inaktiverede immunologiske produkter, der fremstilles ud fra patogener (som oftest bakterier) og antigener stammende fra dyr eller en besætning med henblik på anvendelse til det pågældende dyr eller til dyr i samme besætning. Populært sagt er autovacciner skræddersyede til et konkret sundhedsproblem i en bestemt besætning og har ikke generel anvendelse.

Kilde: ssi.dk