Gå til sidens indhold
Jobopslag

Dyrlæge med forkærlighed for familiær-stemning og firbenede venner. Er det dig?

Hos Hele Familiens Dyrlæge tror vi på at der skal være rum og plads – hos os er der ingen sorte får, men vi ved også at rummelighed ikke kommer af sig selv.

Der skal være plads til at begå fejl og lære af dem, derfor har vi en humoristisk og uhøjtidelig tone og arbejder med en flad virksomhedsstruktur. Og uanset hvor mange katte du har løftet op på briksen, så vil du få rig mulighed for at være med i hele spektret af dyrlægeopgaverne – lige fra de basale vaccinationer til de mere komplicerede behandlinger.

Da en af vores nuværende dyrlæger gerne vil flytte tættere på sin familie, leder vi efter en dyrlæge, som vil komme til at arbejde i begge vores familiedyrsklinikker, som ligger i de to slotsbyer Gråsten og Møgeltønder. Vi har Sønderjyllands sødeste kunder, som både er loyale og stoler på dig og din dømmekraft som dyrlæge (og deres ejere ligeså). Du vil blive en del af vores team som lige nu består af fire dyrlæger, plus en på barsel, og seks klinikassistenter.

Så, for at komme til sagen: Er du typen der er superinteresseret i et specifikt fagområde, fx anæstesi, akutmedicin, dermatologi eller reproduktion? Og typen der bliver begejstret over, at vi har ultralydsscanner og (tand-)røntgen, også den transportable slags til hestebesøg? Og trives du med at være i en mindre, familiær klinik, hvor alle i teamet tillægges lige stor værdi? Så er det måske hos os, du hører hjemme!

Om du har erfaring fra tidligere eller ej er ikke vigtigt, for vi sørger for grundig oplæring. Til gengæld vægter vi højt at du kan en skildpadde-joke eller to, kender de sjoveste katte-videoer på YouTube, er udadvendt og møder vores klienter i øjenhøjde (dem på to ben, ikke dem på fire). Det er også okay, hvis du er bidt af en gal hest, da der vil være mulighed for at køre hestebesøg ved interesse – du vil dog aldrig blive presset ud i noget, hvor du føler, du ikke kan bunde.

Stillingen er med ansættelse snarest muligt pga. samtidig øget kundetilstrømning. Vi er fleksible vedr. startdato og timetal, men som udgangspunkt er stillingen på 30-37 timer om ugen. Arbejdstiden ligger i tidsrummet mandag til fredag kl. 8.45-16.30 og vi har 30-minutters konsultationer. Der er ingen vagtforpligtelse, men skulle du ønske det, aflønnes denne særskilt udover din faste månedsløn og du vil altid have en bagvagt at ringe til.

Da du vil komme til at arbejde i begge klinikker, er kørekort en nødvendighed, men du behøver ikke kende vores journalsystem, Vettigo, på forhånd. Vi ligger midt i den smukke sønderjyske natur, tæt på den tyske grænse (fordel at Deutsch sprechen, men ikke et krav) og har gode tog-, bus- og fly- og færgeforbindelser til resten af Danmark. Vi kender lokalområdet og hjælper gerne med at finde en bolig til dig. Er du bekymret for at tillægge dig sønderjysk dialægt, skal du ikke lade dig gå på af det – vi er fire andre udvandrere, som taler flydende sjællandsk og jævnligt tager turen retur østover.

Er det dig vi mangler? Send os en ansøgning og CV til katrine@hfd.dk.

Vi har behov for dig allerede nu, men afholder løbende samtaler og vi venter gerne på den rette. Har du spørgsmål, så ring til os på 61517820 og spørg efter Katrine eller direkte på 61513288.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Hele Familiens Dyrlæge, Møgeltønder og Gråsten