Gå til sidens indhold
Jobopslag

Dyrlæge søges til del- eller fuldtidsstilling i Dyreværnets mobile dyreklinik pr. 1/9 2021

Vi søger en erfaren dyrlæge til at drive den mobile dyreklinik, som yder dyrlægehjælp til udsatte borgeres dyr.

Dyreværnets mobile dyreklinik nr. 3, "Frynseklinikken," lanceres 9/9 - sidder du ved rattet:

  • har du frihed til selv at lægge dit arbejdsskema og flekse som det passer dig
  • formes din hverdag af Dyreværnets vision, "Alle kæledyr i Danmark skal have et godt hjem"
  • får dyrlægefaget en større mening - både for dine patienter og deres ejere.

Dyreværnet lancerede i april 2018 Danmarks første mobile non-profit dyreklinik, Frynseklinikken. På grund af efterspørgsel udvider vi med en tredje mobil dyreklinik.

Vi søger en erfaren dyrlæge til at drive klinikken (enten dække området Fyn og Sydjylland eller Midt- og Nordjylland), som yder dyrlægehjælp til udsatte borgeres dyr. Udover dyrlæge, bliver klinikken bemandet af en VSP. Klinikken skal via samarbejde med kommuner, herberger, krisecentre, politi, lokalforeninger og Dyreværnets dyreværnsenhed nå ud til de dyreejere, hvis dyr i dag aldrig ser en dyrlæge. Udover arbejdet med socialt udsatte borgere, kører Frynseklinikken også ud og neutraliserer katte i større kattehold.

Læs mere om Frynseklinikkerne

Dagenes længde er variable alt efter, hvor mange der dukker op, til gengæld tilrettelægger Frynseklinikkens personale selv køreplan og arbejdsdage.

Arbejdet er alsidigt og heri indgår åbne konsultationer, diagnostiske undersøgelser, hele operationsdage samt nogle dage forløber ude på dyreværnssager i samarbejde med Dyreværnets udrykningsteam.

Frynseklinik nr. 3 er som de to andre klinikker udstyret med fuldt laboratorie, moderne tandunit, ultralydsscanner, og operationsfaciliteter.

For at trives i stillingen, skal du have lyst til varierende arbejdsdage, kunne arbejde selvstændigt, have operationserfaring og ikke mindst – kunne kommunikere med alle typer af mennesker.

Klinikken henvender sig udelukkende til borgere med økonomiske problemer, og dette vil i mange tilfælde også indebære fysiske og/eller psykiske lidelser, så social begavelse er absolut et plus.

Hvis du gerne vil kunne hjælpe de dyr, der ellers ikke får hjælp, ønsker at være en del af Dyreværnets voksende dyrlægeteam, ser forbindelsen mellem menneske og dyrevelfærd og synes fire lange arbejdsdage er perfekt, så send din ansøgning til rikke@dyrevaernet.dk.

Ansøgningsfrist 1. august 2021.

Dyreværnet er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger og arbejder ud fra visionen "alle kæledyr i Danmark skal have et godt hjem", hvilket betyder, at vi både hjælper dyr ude i hjemmene og via omplacering til nye hjem.

Læs mere om Dyreværnet lige her