Gå til sidens indhold
Jobopslag

Søger du nye udfordringer efter sommerferien?

Det kan være, vi kan hjælpe hinanden.

Hos Ølgod Dyrlæger har vi været 6 dyrlæger, men efter 33 år i praksis har en kompagnon valgt at søge udfordringer udenfor praksis, så nu er vi kun 5. Vi står derfor og mangler en ny frisk kollega, der har lyst til og mod på at hjælpe os med at tilse de vestjyske køer. Om det skal være på fuld tid eller deltid, må komme an på dig og dine ønsker.

Som udgangspunkt skal vores nye kollega være kvægdyrlæge (dyrlæge med interesse for kvæg), men har du også lyst til at være lidt på smådyrsklinikken, vil det være muligt. Om du har mange års erfaring fra kvægpraksis eller er nyuddannet, betyder ikke noget. Vi tilrettelægger arbejdsdagen, så den passer bedst muligt til den enkelte dyrlæge. Du behøver med andre ord ikke at kunne "erstatte en dyrlæge med 33 års erfaring".

En stor del af vores arbejde er besætnings- og ugebesøg, men vi har fortsat ret meget akut arbejde, det vil sige diagnostik og enkeltdyrsbehandlinger.

Stemningen på klinikken er uformel, og tonen er ret fri – vi diskuterer alt fra det kvægfaglige til frokostfavoritter. Når ikke vi er oppe imod en pandemi, samles vi ofte på klinikken, og vi håber, vi kan genindføre fællesspisning efter sommerferien, at alt vender tilbage til tiden før 2020.

Jobbet kræver, at du har gå-på-mod og kan arbejde selvstændigt. Vi er fælles om at få det til at lykkes, men du kommer til at køre meget rundt på egen hånd. Du vil altid kunne få fat i en chef eller en anden kollega, hvis du har brug for hjælp.

De vestjyske landmænd er yderst snaksaglige, hjælpsomme og flinke, og du vil til tider blive budt på (stærk) kaffe. I Vestjylland er afstandene lidt større, men på de lange lige landeveje kan man hurtigt nå til Esbjerg eller Herning, hvis man trænger til cafeliv og kulturelle oplevelser.

Praksis er en del af Dyrlæger & Ko og har ad den vej adgang til kurser, møder og faglig sparring.

Vil du høre mere om, hvordan det er at arbejde hos Ølgod Dyrlæger, inden du sender din ansøgning, er du velkommen til at kontakte en af de unge dyrlæger (Morten, Sofie eller Dorte) eller seniorassistenten Randi. Du kan selvfølgelig også ringe til Sally.

Morten tlf. 6143 4048, Sofie tlf. 2175 3822, Dorte tlf. 2119 4671, Randi tlf. 2146 1955.

Sally Thomsen tlf. 21122844.

Ansøgning sendes på mail til sht@olgod-dyrlaeger.dk

Stillingen er ledig, men for at kunne give dig den bedste start i praksis ønskes den først besat efter sommerferien. Samtaler holdes løbende, så tøv ikke med at søge, hvis du mener, det er et job for dig.