Gå til sidens indhold

DDDs retningslinjer for vaccination af kæledyr og heste under corona-krisen

Flere dyreejere er kommet i tvivl om, hvorvidt deres kæledyr eller hest bør vaccineres nu, eller om vaccinationen kan udskydes til et senere tidspunkt efter corona-krisen. Her kan du læse Den Danske Dyrlægeforenings anbefalinger.

COLOURBOX42950058

Siden er opdateret 30. marts 2020.

Regelmæssig vaccination er et krav for dækning i mange af de sygeforsikringer, der udbydes til kæledyrs- og hesteejere i Danmark. På baggrund af restriktioner fra Sundhedsstyrelsen under corona-krisen kan det dog være nødvendigt for dyreejere at afholde sig fra vaccination af kæledyr og heste lige nu.

Den Danske Dyrlægeforening henviser generelt til WSAVAs retningslinjer for vaccination med kernevacciner. Pr. 27. marts har WSAVAs ekspertgruppe udsendt reviderede anbefalinger om kernevacciner, som forsøger at tage hensyn til de restriktioner, man møder i forskellige medlemslande på grund af corona-krisen. 

DDD anbefaler på baggrund af WSAVAs netop offentliggjorte retningslinjer, at dyrlæger:

  • Kan anbefale at udskyde vaccination af voksne hunde og katte udenfor særlig risikogruppe, og som er regelmæssigt vaccineret, til efter corona-krisen.

Hvis muligt, prioriterer vaccination af:

  • Hvalpe, killinger og føl, der endnu ikke har gennemgået fuld basisvaccination med kernevacciner, og dyr i særlig risiko.
  • Heste, som er aktive i sporten og dermed underlagt en af sportsorganisationernes retningslinjer, så længe disse er uændrede.

Normalt gælder der for hvalpe og killinger, at den sidste kernevaccine gives omkring 16 ugers alderen. Flere hvalpe og killinger er derfor i gang med basisvaccinationsprotokollen, imens corona-pandemien begrænser vores hverdag.

Hvalpe og killinger, der endnu ikke har fået 16 ugers-vaccination, kan derfor være ubeskyttede mod en eller flere af sygdommene. For at begrænse unødig kontakt mellem mennesker, anerkender DDD, at det være nødvendigt også at udskyde hvalpe- og killingevaccinationer. Er det tilfældet, bør ejere rådes til at begrænse kontakten mellem disse unge dyr og andre dyr, indtil basisvaccinationen er fuldført.

Så snart situationen i praksis er normaliseret, skal de unge dyr færdiggøre deres basisvaccinationsprogram efter de normalt gældende retningslinjer. Det betyder en enkelt dosis af trivalent corevaccine fra 16 uger eller ældre, med en opfølgende vaccine ved 6 eller 12 måneders alderen for hvalpe. For killinger betyder det en enkelt dosis kernevaccine ved 16 uger eller ældre, med opfølgende vaccine ved 6 eller 12 måneders alderen.

WSAVAs retningslinjer er under normale omstændigheder 2 doser kernevaccine (givet med 2 til 4 ugers mellemrum) med opfølgende vaccine efter 6 eller 12 måneder.

Internater har en særlig forpligtelse til at opretholde vaccinestatus blandt dyrene for at undgå for stort smittepres, ligesom der i tilfælde af sygdomsudbrud kan være behov for at ændre praksis blandt dyrlæger generelt.

Tal med din dyrlæge

Dyrlægeforeningen ønsker at beskytte de ansatte, herunder dyrlægerne, på dyrehospitalerne og i dyreklinikkerne bedst muligt imod COVID-19. Foreningen lader det derfor være op til den enkelte dyrlæge at vurdere, om man ønsker at tage patienter ind til vaccination.

Nogle dyrlæger forbeholder sig således ret til kun at modtage akut syge dyr, mens andre har mulighed for at udbyde andre tjenester som fx vaccination.

Dyreejere opfordres derfor til at tale med deres dyrlæge om, hvorvidt dyret behøver vaccination nu, eller den kan udskydes nogle uger.

Sørg for at afklare vaccinationsudskydelse med dit forsikringsselskab

Der kan være særlige forhold, som dyreejere bør undersøge forud for eventuel udskydelse af vaccination. Dette kan fx være, at dyrets sygeforsikring kræver, at vaccinationen er foretaget inden en bestemt dato. De fleste forsikringsselskaber undtager dog fra denne regel på grund af corona-krisen. Der kan også være særlige krav i forhold til senere deltagelse i stævner mv., der gør, at vaccination skal foretages jævnfør gældende retningslinjer i den relevante forening elle forbund.

Vi må hjælpe hinanden gennem krisen

Dyrlægeforeningen opfordrer dyreklinikkerne til, at de arbejder sammen med kolleger for at sikre fuld geografisk dækning for dyrlægeydelser, og ligeledes at alle støtter hinanden i denne vanskelige tid, så dyrlæger fortsat kan yde den nødvendige indsats i forhold til at sikre dyrenes sundhed på kort og lang sigt.