Gå til sidens indhold

KUs ansatte kan alligevel fejre 1. maj

Arbejdernes internationale kampdag var egentlig afblæst for de ansatte på KU fra i år, fordi universitetets ledelse i efteråret opsagde ordningen, hvor medarbejderne har betalt fri. Men efter protester fra ADO og andre faglige organisationer er opsigelsen nu udskudt, så KUs medarbejdere også har betalt fri 1. maj i år.

COLOURBOX6777078

KU varslede opsigelse af fridag 1. maj

Frem til slutningen af februar så det ud til, at det ikke kun var statsminister Mette Frederiksen, der ikke skulle i Fælledparken for at fejre 1. maj i år. De ansatte på Københavns Universitet stod også til at måtte droppe fejringen af arbejdernes internationale kampdag i parken i hovedstaden.

Årsagen var, at universitetets ledelse den 23. oktober 2019 opsagde den hidtil gældende ordning, hvor medarbejderne havde betalt fri på dagen.

KU har opsagt ordningen, fordi de mener, at fridagen ikke er en overenskomstsikret ret, men en kutyme på universitetet. Derfor har KU varslet, at ordningen ville stoppe med virkning fra den 1. maj 2020.

Fagbevægelsen protesterede

Den beslutning faldt dog ikke i god jord hos fagbevægelsen, herunder Ansatte Dyrlægers Organisation, der har protesteret mod annulleringen af fridagen. Derfor har KU efter en samlet vurdering besluttet at ændre ophørsdatoen i opsigelsen af ordningen til den 2. maj 2020.

Beslutningen er truffet på baggrund af forhandlinger mellem KU og repræsentanterne for de faglige organisationer.

KUs beslutning betyder, at fredag den 1. maj 2020 vil være en arbejdsgiverbetalt fridag for ansatte på KU, og dermed får opsigelsen af den hidtidige betalte fridag først effekt fra 1. maj 2021.

Formand for ADO, Ida Tingman Møller, er tilfreds med, at KU er kommet på andre tanker, men er ærgerlig over, at KU stadig vælger at holde fast i deres beslutning om at opsige den nuværende kutyme om ret til betalt frihed 1. maj.

- Det er et rigtig dårligt signal at sende fra KUs ledelse til deres medarbejdere. Der er mange medarbejdere, der lægger flere arbejdstimer, end de får betaling for. Jeg tror, mange vil være mindre villige til det i fremtiden, siger Ida Tingman Møller.

Helle frem til 2023

Selvom 1. maj-opsigelsen er udskudt til 2021, er det først i 2023, at medarbejderne på Københavns Universitet for første gang efter opsigelsen af ordningen må trække i arbejdstøjet den 1. maj. I 2021 falder 1. maj nemlig på en lørdag og året efter en søndag.