Styr på sundheden: Nu er dansk diagnoseregister for familiedyr og heste en realitet
Torsdag den 19. januar underskrev Den Danske Dyrlægeforening og norske DyreID en aftale om et Dansk Diagnoseregister for familiedyr og heste, og gjorde dermed det første skandinaviske diagnoseregister til en realitet.
Big data er kommet til de danske familiedyrs- og hesteklinikker. Med den nye aftale skriver Danmark sig ind i et fællesskab, som allerede tæller Norge og Sverige, om et fælles skandinavisk diagnoseregister, Diagnoseregistret Pyramidion, der årligt kommer til at opsamle titusindvis af diagnosedata på både heste, hunde, katte og mange andre familiedyr.
Det fælles register vil ikke kun styrke viden om familiedyr på tværs af Skandinavien, men også være et nyttigt værktøj for de enkelte klinikker. Det åbner nemlig mulighed for, at klinikkerne kan se egne data og sammenligne sig med landsgennemsnittet, ligesom forhøjede forekomster af fx specifikke sygdomme i et bestemt område nemmere kan identificeres.
Diagnoseregistret Pyramidion, som er opkaldt efter selve sundhedsplatformen, det eksisterer på, er både udviklet og driftet af DyreID, som også står for ID-databasen for hunde og katte i Norge. Selskabet er ejet af Den Norske Veterinærforening og blev etableret i 1994.
Fælles data skaber nye muligheder
Et vigtigt succeskriterie er, at diagnoseregistret er brugervenligt og ikke skaber mere arbejde for dyrlægerne. Derfor bliver det inkorporeret i de førende elektroniske journalsystemer, og herfra sendes anonymiserede diagnosedata automatisk videre til en central database hos DyreID.
Denne informationskortlægning er allerede kommet norske hunde til gode, da en mystisk tarmsygdom i 2019 hærgede landet og kostede flere hunde livet. Her hjalp diagnosedata fra klinisk praksis med at identificere udbrudsområder og bistod de norske myndigheder i granskningen af mulige årsager. Med den danske udbygning er muligheden for international smitteopsporing og monitorering af sygdomsudbrud styrket betragteligt.
Tovholder på projektet, Christine Fossing, formand for Dyrlægeforeningens Faggruppe Familiedyr, er fuld af begejstring over det nye diagnoseregister samt de muligheder, det bringer med sig:
- Der er stor efterspørgsel på at monitorere forekomsten af forskellige sygdomme og sammenhænge hos dyr, og DDD har længe samarbejdet med de øvrige interessenter for at få et redskab på plads til dette, så vi er meget glade for at være nået hertil.
Resultatet af et stærkt samarbejde
Projektet har været flere år undervejs, og både Den Danske Dyrlægeforening, Københavns Universitet, Dansk Kennel Klub, samt journaludbydere har bidraget til processen. Institut for Klinisk Veterinærmedicin har stået for oversættelsen af de knapt 4.000 diagnoser med midler fra Agrias Forskningsfond, mens Den Danske Dyrlægeforening har påtaget sig ejerskabet for et dansk register og altså netop indgået den endelige aftale med norske DyreID.
Til gavn de dyrlægestuderende, forskningen, dyrene og deres ejere
Kommende dyrlægestuderende ved Københavns Universitet vil også blive oplært i det fælles diagnosesystem under uddannelsen. Det letter ikke blot overgangen fra studie til arbejdsliv, eftersom de kommende dyrlæger ikke skal lære systemet at kende efterfølgende – det gør det også enklere at arbejde i både Norge og Sverige, da diagnosesystemet er ens på tværs af landegrænser.
Konstitueret institutleder og professor, Annemarie T. Kristensen, Institut for Klinisk Veterinærmedicin er også begejstret for projektet:
- Der er ingen tvivl om, at data fra Diagnoseregisteret Pyramidion vil styrke forskningen i familiedyrs sygdomme, sundhed og velfærd og dermed i fremtiden blive til stor gavn for dyrene og deres ejere.
For yderligere information, kontakt Christine Fossing, formand DDDs Faggruppe Familiedyr, på cf@ddd.dk