Gå til sidens indhold

Dårlige chefer får os til at skifte job

Hvert år skifter knap 800.000 danske lønmodtagere til et nyt job. Og den hyppigste grund til et jobskifte er util­fredshed med chefen.

I undersøgelsen, fore­taget af Voxmeter for konsulentvirk­somheden Ballisager, er 1.554 danske lønmodtagere mellem 18 og 65 år ble­vet spurgt om deres holdninger, moti­vation og præferencer i deres arbejds­liv og karriere, herunder hvad der var årsagen til deres seneste jobskifte. Og årsagerne er mange, fx kedelige arbejds­opgaver, manglende udvikling, mulighed for bed­re løn eller for stor arbejdsbyrde – men helt i top på listen står de dårlige chefer.

21 pct. angav således, at de var utilfredse med deres chef. Derudover svarede 16 pct., at de fik mulighed for en bedre løn, 16 pct. var kørt sur i kedelige opgaver, og 15 pct. valgte at skifte job, fordi de ikke udviklede sig.

- Det, vi ser, er jo ikke ensbetydende med, at 21 pct. er udsat for urimelige og inkompetente chefer. Men det er dog et sikkert udtryk for, at cheferne er den største årsag til jobskifte i Dan­mark, siger Morten Ballisager, som er direktør i Ballisager, ifølge virksomhedens hjemmeside.

Der er desuden forskel på, hvordan årsagerne fordeler sig mellem køn og aldersgrupper. Kvinder svarer oftere end mænd, at jobskiftet skyldtes ar­bejdsbyrden, og mænd svarer oftere end kvinder, at årsagen var kedelige opgaver.

De 18-34-årige skifter oftere job, fordi de kører sur i kedelige opgaver, eller fordi der for lang af­stand til arbejde. De 35-50-årige gør det oftere for at få en bedre løn, eller fordi de ikke udvikler sig. Og de 51-65-årige, fordi de ikke har indflydelse på beslutningerne på deres arbejdsplads.

Kilde: Balisager/Voxmeter