Gå til sidens indhold

Klinisk praksis: Forberedelse til OK24

Selvom efteråret er kommet godt i gang, har ADO ikke ligget på den lade side. I begyndelsen af oktober gennemførte ADO en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi spurgte medlemmerne om deres løn og arbejdsvilkår. Denne undersøgelse vil sammen med tilbagemeldingerne fra ADOs medlemsmøder i slutningen af oktober danne grundlag for de krav, som ADO ønsker at stille i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger i 2024.

Lønforhold er et afgørende vilkår, vi vil adressere ved forhandlingerne. I forhold til andre akademiske erhverv bør lønniveauet forbedres, og det er noget, ADO vil arbejde hårdt på at forbedre. Medlemsundersøgelsen viste et meget tydeligt flertal for, at lønkrav skulle være absolut første prioritet ved OK24. Hele 80 procent af vores medlemmer i undersøgelsen stemte for, at løn var det vigtigste vilkår.  

ADOs bestyrelse er taknemmelige for jeres engagement og deltagelse i at forme ADOs fremtid. Jeres input er uvurderlige, og vi vil gøre alt for at opnå de bedst mulige resultater i de kommende overenskomstforhandlinger. Hold øje med vores nyhedsbreve og opdateringer for at følge med i forhandlingerne.

Derudover vil ADO igen indkalde til medlemsmøde senere i processen, hvor du som medlem vil blive informeret om forhandlingerne.

Læs mere om OK24