Gå til sidens indhold

Nyt fra ADO

Der er som altid travlt i Ansatte Dyrlægers Organisation, så vi har lavet en hurtig opsummering af, hvad vi arbejder på lige nu – samt lidt nyttig information om afskaffelsen af store bededags indflydelse på dine lønforhold.

Ny lønberegner

Så er lønberegneren for ansatte udenfor klinisk praksis opdateret og ligger klar på DDDs hjemmesiden.

Lønberegneren er et godt værktøj, når du skal teste dit lønniveau. Tallene i lønberegneren kommer fra de tilbagemeldinger vi fik fra jer i oktober måned. Lønberegneren er et komprimeret værktøj, der bruger tallene fra lønstatistikken, og præsenterer kvartiler og gennemsnit, på en mere overskuelig måde, der gør den lettere at bruge end lønstatistikken.

Hvis man vil forsøge sig med andet end løn, så prøv at kigge i lønstatistikken. Her kan man se en liste over personalegoder.

Sundhedsforsikringer, mobiltelefon/internet og mulighed for hjemmearbejde er topscorerne i forhold til, hvad medlemmerne har adgang til udover løn. Lige efter følger frokostordninger, frihed på barns 1. sygedag og bonus/engangsvederlag.

I betragtning af, at vi er et land der skal leve af vores viden, er det bekymrende, at kun ca. 10 % opgiver at have betalt uddannelse i form af frihed, løn eller betalte materialer. Kompetenceudvikling af medarbejderne er en investering, der gerne skal kaste værdi af sig til virksomheden. Både for den ansatte og for virksomheden synes der her, at være et udviklingspotentiale.

Du finder Lønberegneren her

Husk også at tjekke vores Løntabel, hvis du ansættes i det offentlige – den giver et hurtigt overblik over hvor meget, du mindst skal have i løn.

Du finder Løntabellen her

 

OK 24

På det offentlige område har parterne nu udvekslet krav til overenskomstforhandlingerne.

Det er et afgørende krav fra Akademikerne, at reallønnen sikres.

På dyrlægeområdet blev vi glemt ved OK’21, da de store organisationer blev enige om, at bruge penge på at hæve pensionen for rådighedstillægget. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på denne gang, så også dyrlægerne får mindst 12% i pension af rådighedstillægget. Og vi i denne sag prioriteres fremfor de, der allerede har 12% i pension af rådighedstillægget.

OK-forhandlingerne skal samtidig gerne resultere i, at udfordringerne vedrørende arbejdstid bliver håndteret. Mens politikerne og arbejdsgiverne hele tiden presser den enkelte til mere arbejde, stiger andelen er personer, der går ned med stress og lignende arbejdsrelaterede sygdomme. De statsansatte akademikeres arbejdstid ligger gennemsnitligt over de aftalte 37 timer, som er forudsat i overenskomsten. Vi bliver nødt til at finde en løsning, så både medarbejdere og ledere kan afspadsere merarbejdet i hele dage for at sikre restitutionen og så overenskomstens forudsætning om 37 timer overholdes.

På DDDs område har vi rejst krav om betaling til de chefer og ledere, der deltager i vagtordninger, og noget som burde være en selvfølge: Nemlig at arbejdsmiljølovens bestemmelser om hviletid og maksimal arbejdstid skal overholdes, også for ledere.

Dyrlægerne i Forsvaret indgår i højere grad i forsvarets internationale arbejde, og skal ligesom andre akademikere være ansat efter overenskomsten og omfattes af de samme regler og aftaler, som gælder for f.eks. læger der udsendes i internationale missioner.

Der stiles mod at forhandlingerne afsluttes i den første weekend i februar, så vi kommer flyvende ind i det nye år.

Læs mere om OK 24 her

 

Store bededag

I 2024 stiger din løn med 0,45 % som en konsekvens af, at Folketinget har vedtaget at afskaffe Store bededag.

For første gang siden år 1686 er den fjerde fredag efter Påske ikke længere en helligdag. Alle der nu skal arbejde en dag mere om året, skal have en kompensation på 0,45 % af årslønnen.

Det er din arbejdsgiver, der selv bestemmer om tillægget skal udbetales hver måned eller 2 gange om året.

Er du ansat i staten, vil tillægget blive udbetalt 2 gange om året samtidig med ferietillægget.

Er du ansat i klinisk praksis, er det optil den enkelte arbejdsgiver selv at bestemme om udbetalingen sker hvert måned eller 2 gange om året. Så vi opfordrer til, at du kontakter din arbejdsgiver og får at vide, hvornår tillægget skal udbetales. Og husk at kontrollere, at du rent faktisk også får dit tillæg.

Regionerne har meldt ud, at de udbetaler tillægget hver måned, mens det er op til den enkelte kommune selv at bestemme, hvornår tillægget udbetales.

Der er ikke tale om en lønforhøjelse selvom der sikkert er nogle arbejdsgivere, der kan finde på at mene dette. Du skal arbejde mere og skal derfor selvfølgelig også have mere i løn.