Gå til sidens indhold

OK24: Akademikernes vil sikre reallønnen og fremme et fleksibelt arbejdsliv

Akademikerne, som ADO er en del af, ønsker med deres OK24-krav at sikre reallønnen, der er blevet markant reduceret på grund af høj inflation i de seneste år. De går også ind i forhandlingerne med krav om at sikre et mere fleksibelt arbejdsliv samt at nytænke merarbejdsreglerne.

De statslige medarbejdere begynder OK-forhandlingerne med et lønefterslæb fra den forrige periode på mere end 9 procent. Dertil kommer udviklingen i de næste to år, som også skal indregnes. Derfor er det afgørende for Akademikerne, at reallønnen sikres.

- Vores medlemmer i den offentlige sektor ligger hele 21 procent bag deres kolleger i tilsvarende job på det private arbejdsmarked. Det viste lønstrukturkomiteen meget tydeligt. Dette, sammenholdt med et massivt reallønsefterslæb, betyder, at vi går til forhandlingerne med krav om at sikre reallønnen som et minimum. Dette gør vi velvidende, at der er tale om store lønstigninger i tal og procent, siger Lisbeth Lintz, formand for Akademikerne.

OK-forhandlingerne skal løse merarbejdsreglerne

Arbejdsgiverne og Akademikerne er enige om vigtigheden af attraktive og bæredygtige statslige arbejdspladser, et godt seniorliv og en fælles indsats for et positivt arbejdsmiljø.

Anderledes ser det ud, når det gælder merarbejdsreglerne.

Arbejdsgivernes krav fokuserer på forenkling og fleksibilitet, men detaljerne om arbejdsgivernes vision for disse ændringer forbliver uklare. Dette står i kontrast til Akademikernes synspunkt, der insisterer på større indflydelse på eget arbejdsliv med vægt på kompensation og varsling af arbejde uden for normal arbejdstid.

De statsansatte akademikeres arbejdstid ligger gennemsnitligt over de aftalte 37 timer, som er forudsat i overenskomsten.

- Vi kan konstatere, at vores medlemmer arbejder utrolig mange timer. Og vi kender ikke nogen opgørelse, der viser en gennemsnitlig arbejdstid på kun 37 timer, hvilket ellers er, hvad der er aftalt. Derfor skal vi naturligvis sikre, at merarbejdsreglerne fungerer efter hensigten og bliver forbedret, siger Lisbeth Lintz.

Akademikerne mener, at det er nødvendigt at se på merarbejdsreglerne i et andet lys, end da de oprindeligt blev indført. Konkret er der behov for, at de ansatte kan afspadsere merarbejdet i hele dage for at sikre restitutionen, og merarbejdsreglerne bør gælde for alle medarbejdergrupper.

Hvordan skal arbejdslivet tilpasses fremtidens arbejdsmarked?

Akademikerne ønsker også at indlede samtalen om fremtidens arbejdsmarked.

Flere og flere udtrykker ønsker om et mere fleksibelt arbejdsliv. Et første skridt kunne være en ny opsparingskonto, der giver medarbejderen mulighed for i højere grad selv at planlægge sit arbejdsliv.

- Vi indbetaler efterhånden automatisk temmelig meget i pension. Vi vil hellere give medlemmerne mulighed for selv at vælge, hvordan de sidste par procenter skal bruges. Vores forslag er at lave en opsparingskonto. Kontoen kan fx bruges til selvbetalt efteruddannelse, ulønnet forældreorlov eller orlov mellem jobs. Det vil samtidig også give mulighed for mere fleksibilitet over et helt arbejdsliv, hvis det er det, den enkelte i en periode ønsker, siger Lisbeth Lintz.

Parterne begynder forhandlingerne i januar måned.

Her kan du se:

Akademikernes krav på det statslige område

Arbejdsgivernes krav på det statslige område

Krav til ændring kødkontrolprotokollatet

Du kan følge processen for OK24 på det statslige område her