Brug kortisonpræparater med omtanke

Hvordan skal jeg forholde mig, når hesten efter en positiv bøjeprøve behandles med et kortisonpræparat?

Er der grund til at være nervøs for at anvende et kortisonpræparat til en væddeløbshest?

Disse spørgsmål er der flere og flere, som stiller sig. Og det med god grund. Antallet af dopingsager i Danmark og Skandinavien, samt de øvrige væddeløbslande i Europa, er mange og ofte med det fællestræk, at hesten er testet positiv lang tid efter en behandling med et kortisonpræparat.

Omfanget og karaktererne af disse sager har indenfor travsporten skabt frygt for at anvende kortisonpræparater til behandling af væddeløbsheste. For at eliminere enhver usikkerhed og frygt kræver det dog, at både dyrlæge og hesteejer/træner agerer med omtanke, når væddeløbshesten behandles med et kortisonpræparat.

Først og fremmest er det vigtigt at være opmærksom på, at kortisonpræparater er meget potente stoffer, der - hvis de ikke anvendes med omtanke og respekt - kan spores i hesten meget lang tid efter behandling. Men anvendes et kortisonpræparat til behandling af heste i den rette sammenhæng og med den rette dosis, så kommer man ikke i konflikt med dopingreglementet.

Størstedelen af de dopingsager, som har været i travsporten, omhandler heste, der er blevet testet positive efter brug af stoffet triamcinolonacetonid (Kenalog®). Behandles en væddeløbshest intraartiklulært med dette præparat med en samlet dosis på maksimalt 15 mg, er en karenstid på 28 døgn tilstrækkelig.

Men overskrides denne dosis forlænges karenstiden væsentlig. Der har været flere eksempler på, at heste, der er behandlet i flere led og/eller med forhøjet dosis på en og samme gang, har vist sig at teste positive i over et halvt år efter en sådan behandling. Eksempelvis er en norsk koldblodstraver testet positiv 162 dage efter behandling i 3 led med 40 mg triamcinolonacetonid (Kenalog) - i alt 120 mg!

Så det er altså nødvendigt, at holde sig til forskrifterne i forhold til dosering og ellers handle med omtanke.

Små doser har effekt

En behandlingskrævende hest skal naturligvis have den medicinske behandling, som vi dyrlæger vurderer er den rigtige i forhold til det opståede problem.

Hvis dyrlægen vurderer, at hestens skade kræver ledinjektion med et kortisonpræparat, så skal man selvfølgelig anvende stoffet. Det kræver dog, at dyrlægen er sit ansvar bevidst og kender udskillelsestiden på det præparat, der behandles med.

Den anbefalede totaldosis på 15 mg, når det specifikt drejer sig om behandling med Kenalog®, lyder måske ikke af meget, men flere amerikanske undersøgelser viser, at injektion med en dosis Kenalog® på mellem tre og fem mg har god effekt på et skadet led (Current joint therapy usage in equine practice: A survey of veterinarians 2009. Ferris et al, Equine vet. J., (2011), 43, (5), 530-535). Derfor er der ingen grund til at gamble og anvende en forhøjet dosis, hvis man ved, at hesten skal starte umiddelbart efter karenstidens udløb.

Nærmere gennemgang af nogle af dopingsagerne i skandinavisk travsport med Kenalog® involveret viser, at der udover behandling i adskillige led med to- eller tredobbelt dosis ofte også er sprøjtet intramuskulært i hestene. Den samlede dosis af Kenalog® overstiger derved ofte 15 mg, hvorved karenstiden forlænges ganske markant. En sådan behandling vil teste positivt i en dopingprøve meget lang tid efter behandlingen. I Norge er 2 travere testet positiv 42 dage efter intramuskulær behandling med 40 mg Kenalog for en luftvejslidelse.

I et mindre studie (Pharmacokinetics of intra-articular, intravenous, and intramuscular administration of triamcinolone acetonide and its effect on endogenous plasma hydrokortisone and kortisone concentrations in horses. Soma et.al. Am. J. Vet Res., (2011), 72, (9), 1234-1242) er udskillelsestiden længere efter intramuskulær behandling end efter intraartikulær behandling med triamcinolonacetonid.

Intramuskulær behandling med Kenalog® må derfor frarådes.

Afslutning

Når vi behandler en hest påtager vi os som dyrlæge et ansvar overfor hesteejeren. Vi udfører behandlingen og er rådgiver for hesteejeren/træneren.

Behandling med et lægemiddel kræver indsigt og viden om det aktuelle præparat, hvilket indebærer, at dyrlægen skal have viden om, at udskillelsestiden og dermed karenstiden er afhængig af dosis og anvendelse.

Det er aldrig hesteejerens eller trænerens opgave at skulle forsøge at sætte sig ind i, hvor lang karenstiden bliver efter en given behandling. Det er kun dyrlægen, der har kompetencerne til dette.