Gå til sidens indhold

Godt nyt for dyrevelfærden i Danmark – nu skal der bare handles

Fødevareminister Jacob Jensen præsenterede den 10. januar 23 initiativer, der skal forbedre dyrevelfærden i Danmark. DDD håber, at de gode takter i udspillet hurtigt bliver omsat til handling, da der er brug for at løfte dyrevelfærden – både når det gælder vores husdyr og kæledyr.

COLOURBOX2439336

Danmark tager ifølge fødevareminister Jacob Jensen endnu et skridt mod at styrke dyrevelfærden. Med udspillet »Sammen om Dyrene« sætter han og regeringen fokus på 23 initiativer, der skal danne grundlag for Danmarks første egentlige dyrevelfærdsaftale. Både produktionsdyr og familiedyr er i centrum for de fremlagte tiltag.

Ifølge ministeren er der behov for nytænkning og initiativer, der kan forbedre forholdene for både dyr i produktion og familiedyr. Det er en betragtning, som DDD deler.

- Alt for mange dyr lever dyrevelfærdsmæssigt ikke optimale liv. Der er brug for at løfte dyrevelfærden på rigtigt mange områder – både når det gælder vores husdyr og kæledyr, siger formand for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof, der roser ministeren for mange gode takter i regeringens længe ventede udspil, der skal danne rammen om de kommende forhandlinger på Christiansborg.

Strengere straffe og mere kontrol

Udspillet inkluderer flere tværgående initiativer, herunder en undersøgelse af strafniveauet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven samt forbud mod turbokyllinger, en styrket indsats mod halekupering hos grise og begrænsning af avl, der medfører lidelser hos familiedyr.

I de fremlagte forslag kan DDD da også genkende flere af de initiativer, som vi har talt med ministeren om:

- Det glæder os, at ministeren vil se på at hæve straffen for overtrædelse af dyrevelfærdsloven. Vi mener også, det er vigtigt, at Fødevarestyrelsen har ressourcerne til at sanktionere effektivt, så sagerne kan behandles og afsluttes hurtigere, siger Hanne Knude Palshof.

Fokus på pattegrisedødelighed og halekupering

Ved præsentationen af udspillet udtalte fødevareministen blandt andet, at dyr fortjener ordentlig behandling, uanset om de er i produktion eller i hjemmet, og at vi desværre har set tilfælde af det modsatte det seneste år, hvor flere sager om blandt andet hestehold har været fremme i medierne.

I forhold til griseproduktionen mener DDD, at det er nødvendigt at finde en passende balance mellem kravet til effektivitet, og at dyrenes velfærd ikke tilsidesættes. Lige nu er der en skæv balance, og det er der brug for at få rettet op på hurtigst muligt.

- Det er fint, at ministeren vil nedsætte endnu en arbejdsgruppe, der skal identificere mulige løsninger til at sikre højere overlevelse af pattegrise, men det er faktisk en viden, vi allerede har. Vi ved fx, at det er muligt med godt management at lykkes med at reducere dødeligheden.

DDD-formanden påpeger, at det gennem mange år har været et mål for griseproducenterne at nedbringe pattegrisdødelighed, men endnu er kurven altså ikke knækket. Der er med andre ord behov for konkret handling.

Der er flere initiativer, som er målrettet griseproduktionen. Ministeren vil blandt andet stille krav om uddannelse af personalet, der arbejder med dyrene hver dag. Et tiltag, som Dyrlægeforeningen hilser velkomment.

Problemerne med halekupering foreslår regeringen at løse med en afgift, hvor provenuet skal føres tilbage til producenterne. Ifølge ministeren skal det fungere som et incitament, der skal nedbringe andelen af halekuperede grise, der stadig er alt for høj.

Generelt mener DDD, at der mangler nogle ambitioner for kvægbruget, hvor DDD gerne havde set, at de store dyrevelfærdsproblemer med klove og stor kodødelighed havde været italesat i regeringens velfærdsudspil.

Usund avl skal stoppes

Ministeren vil også sætte ind over for avl af kæledyr med sundhedsmæssige problemer. Adspurgt kunne ministeren dog ikke svare på DDDs spørgsmål om, hvordan det konkret skal udmøntes, ud over at der skal fastsættes kriterier og avlsmål, og at der ikke umiddelbart er tale om forbud. Ministeren kigger særligt mod vores nabolande og nævnte også Holland som et af de lande, man skeler til.

Ministeren har ikke lagt sig fast på, hvor selve undersøgelsen skal forankres. Her ser DDD en oplagt mulighed for at inddrage de relevante interessenter som fx dyrlæger, universiteter, Kennelklubber og dyrevelfærdsorganisationerne i den lovede undersøgelse af området.

- Dyrlægeforeningen har siden 2017 opbygget et solidt samarbejde med de øvrige interessenter om sund avl, herunder også Fødevarestyrelsen, og det vil derfor være oplagt, at en sådan undersøgelse foregår i samarbejde med den arbejdsgruppe, siger DDD-formanden.

Ministeren har allerede indkaldt Folketingets partier til forhandlinger og håber på en bred opbakning til at implementere de foreslåede forbedringer i dyrevelfærden.

Du kan læse hele udspillet og få en liste over initiativerne Fødevareminister lancerer udspil: 23 initiativer skal indlede nyt kapitel for dansk dyrevelfærd (fvm.dk)