Gå til sidens indhold

Grundløst og dybt urimeligt, at dyrlæger skal betale for bekæmpelsen af smitsomme sygdomme

Det er hverken rimeligt eller logisk, at dyrlæger pålægges et årligt gebyr for at udføre en lovpligtig arbejdsopgave, der er i samfundets og dyreejerenes interesse. Dyrlæger bærer ikke ansvaret for eller har indflydelse på, om smitsomme sygdomme bryder ud hos husdyr, heste, hobby- eller faunadyr.

DSC 5263

Dyrlæger spiller en vigtig rolle i det veterinære beredskab i Danmark. Når der opstår en mistanke om en anmeldepligtig dyresygdom, har alle dyrlæger jævnfør dyrlægeloven pligt til at håndtere sygdomsmistanken og indberette til Fødevarestyrelsen.

Med kendskab til forekomsten af en given dyresygdom iværksætter Fødevarevarestyrelsen den relevante håndtering med henblik på at bekæmpe sygdommen.

Dyrlægers overvågning og indberetning af smitsomme sygdomme har derfor stor værdi for folkesundhed og også for produktionen, idet overvågning og indberetning til Fødevarestyrelsen er med til at sikre, at eksporterede dyr og fødevarer indeholder de korrekte sundhedsgarantier, når de føres ud af landet.

Det er derfor helt uforståeligt, at hovedparten af dyrlæger i klinisk praksis ifølge udkastet til ny betalingsbekendtgørelse nu vil blive opkrævet et gebyr på 1.976 kr. pr. dyrlæge for at kunne udføre de pligter, som en del af beredskabet. Gebyret skal finansiere myndighedernes kontrol med, om dyrlægen så overholder deres anmeldepligt.

- Det er dybt urimeligt, at den enkelte dyrlæge pålægges at betale en afgift for at gå på arbejde og udføre en arbejdsopgave for det offentlige system, der understøtter både produktionen og folkesundheden. Dyrlæger bærer ikke ansvaret for eller har indflydelse på, om smitsomme sygdomme måtte bryde ud, siger formand for Ansatte Dyrlægers Organisation, Ida Tingman Møller.

Formand for Den Danske Dyrlægeforening Hanne Knude Palshof er enig heri og supplerer: 

- Dyrlægers opgave er at holde øje med smitsomme sygdomme i de produktioner og hos de dyr, de tilser, og de skal medvirke til at bekæmpe sygdomme, der bryder ud, men har ikke indflydelse på, om de opstår. Det er derfor urimeligt, at dyrlægen pålægges dette gebyr for at udføre en lovpligtig arbejdsopgave, som er til gavn for den almene sundhed blandt både dyr og mennesker.

Samtidig er det at holde øje med smitsomme sygdomme ikke end del af dyrlægevirksomhedernes egen forretning. Mikkel Markussen, der er formand for Dyrlægevirksomhedernes Arbejdsgiverforening, siger:

- Anmeldepligten af smitsomme sygdomme er et borgerligt ombud, vi løfter ulønnet for samfundet. Det gælder for øvrigt ikke kun produktionsdyrlægerne men alle autoriserede dyrlæger – inklusive veterinærdirektøren selv og samtlige dyrlæger i Fødevarestyrelsen. Så det er en helt absurd tanke, at praktiserende dyrlæger i produktionsdyrssektoren skal straffes med en ekstra skat for at gøre Danmark denne tjeneste. Selvfølgelig kan vi ikke acceptere dette gebyr, og vi vil kæmpe imod til det sidste.

Hvis der skal pålægges afgifter for at finansiere myndighedernes kontrol, er det Dyrlægeforeningens klare mening, at gebyret bør pålægges erhvervet – det vil sige landbruget og produktionserhvervet.

Læs DDDs høringssvar til udkast til bekendtgørelse om betaling for kontrol af fødevarer, foder og levende dyr mv.

Høringssvar om lov om dyrlæger

Opdateret 1. september 2023 med høringssvar fra 17. august 2023.